Lidt om følelser og om at modnes

Jeg vil gerne dele med dig, hvad jeg gjorde, da jeg startede min virksomhed, og hvorfor jeg gjorde det på den måde. For det blev fundamentet for min succes, og jeg er ret sikker på at det også kan blive fundamentet for din succes.

Det her bliver ikke en guide som de andre guider på siden, så det bliver din opgave at overføre mine erfaringer til din virksomhed. Jeg starter helt fra scratch her, altså inden virksomheden startede. Men har du allerede en velfungerende virksomhed, så tror jeg faktisk godt, du kan få noget positivt ud af min lille fortælling alligevel.

Allerede inden jeg vidste helt præcist, hvad jeg ville starte af virksomhed, byggede jeg netværk og erhvervede mig viden. Ja, det gjorde jeg faktisk flere år i forvejen. På det tidspunkt var jeg ikke klar over, at det ville få betydning for min nuværende virksomhed. Jeg gjorde det selvfølgelig, fordi jeg brændte for internettet, markedsføring og businessudvikling.

Jeg tog kurser inden for emnet bl.a. online marketing kursus hos Bigum og Co, lærte om nyhedsbreve af Christina Klitsgaard og efterfølgende et webdesigner kursus. Mest af alt fordi det var sjovt.

Det var utrolig inspirerende og motiverende! Så jeg var mentalt klar til at starte for fuld blæs efter kurserne.

Men! Jeg har haft flere virksomheder før, og jeg vidste, at jeg har MANGE svagheder når det kommer til at drive virksomhed. Eller måske ikke så mange, men nogle der med garanti ville forhindre mig i at få succes f.eks. ved jeg bare med 99,9% sikkerhed at mit regnskab og papirarbejde ville dræne min kreative energi og at jeg var pisse bange for at sige: “Ehem…pip pip… jeg synes faktisk, måske jeg er lidt god til det her”.

Så det første jeg gjorde efter mine kurser og inden jeg startede min virksomhed var at finde en mentor (Carolina Björk), der kunne guide mig og hjælpe mig, med de punkter hvor jeg følte mig usikker.

Jeg troede faktisk bare jeg skulle lære nogle praktiske teknikker og lave en handleplan. Men det jeg gik derfra med var langt mere end det! Jeg blev kvit med mine blokeringer. Dem der har holdt mig tilbage i alle mine andre virksomheder, og jeg rykkede for VILDT på mine svage sider.

Nu tør jeg sige ‘HER ER JEG, OG JEG HAR FANDME STYR PÅ MIT SHIT!‘. Det har jeg jo hele tiden haft, men jeg blev altid i tvivl, for tænk nu hvis jeg fejlede eller nogen ikke var enig med mig?

Regnskabet og papirarbejdet bliver jeg aldrig venner med. Men det behøver jeg ikke, der er heldigvis nogen der synes, at netop det emne er sjovt.

Fundamentet i min succes

Nå men nu til det praktiske som er mit fundament i min succes den dag i dag.

Da jeg ligesom havde alt det her på plads og var klar til at gå i luften med min business, slog jeg koldt vand i blodet og valgte at bruge de første måneder på at opbygge et kundekartotek.

Hvis du tager et kig rundt på mange af det større online virksomheder og spørger dem om hvad de ville lave om, hvis de startede forfra i dag, så vil rigtig mange af dem sige, at de er ærgelige over at de ikke startede med at samle e-mail-adresser fra dag 1. Derfor… allerede inden jeg havde hjemmesiden klar, havde jeg lavet min e-bog. Den e-bog der hver dag skaffer mig nye kunder!

Når du downloader min e-bog, så bliver du automatisk skrevet op til mit nyhedsbrev. -og en god e-bog bliver downloadet adskillige gange hver dag!

Samtidig med at jeg udgav min e-bog begyndte jeg at opbygge min Facebookside, delte gode tips og henviste selvfølgelig til min e-bog med jævne mellemrum (det gør jeg stadig i ny og næ).

Der var ikke meget at komme efter på min hjemmeside, kun min e-bog, nogle kontaktoplysninger og en oversigt over mine ydelser. Mit fokus lå 100% på at få dig skrevet op i mit kundekartotek eller med andre ord på min e-mailliste. Ved ikke at have andre muligheder på min side, var det de færreste, der ikke fandt frem til min e-bog, når de havnede på min side.

Det blev min leadfunnel og mit fundament:

Opslag på Facebook ->
trafik på hjemmeside ->
download af e-bog ->
tilmeldt til mailliste ->
tips via e-mail

Først efter nogle måneder skrev jeg mit første blogindlæg, sendte en mail til min mailliste om, at jeg havde lavet et blogindlæg og Wuhuuu! Det myldrede ind med besøgende på min blog, fra den dag bloggen havde premiere. Det har det så gjort lige siden, når jeg udgiver et nyt blogindlæg.

Den fornemmelse er SÅ meget federe, frem for at skrive et blogindlæg og så er der 2 der læser det, fordi der rent faktisk ikke er flere der ved at bloggen eksisterer.

Der er efterhånden kommet flere grene til min leadfunnel, men Facebook er stadig en af de største veje til at skabe trafik til min hjemmeside.
Uden Facebook ville jeg på intet tidspunkt have fået så mange til at skrive sig op til mit nyhedsbrev, eller skabt de relationer til mine kunder som jeg har.

Facebook har virkelig været guld værd for min business

Når Facebook og de andre medier (Nyhedsbrev, blogging etc.) bruges korrekt, skaber du relationer til dine kunder, de lærer dig at kende og du lærer deres behov at kende.

Efterhånden som du får skabet et flow i din leadfunnel, vil kunderne komme i det tempo som du bestemmer dig for. Det betyder at du kan begynde at give de kedelige opgaver fra dig og fokusere endnu mere på det, du synes er sjovt. For det er jo også der du tjener pengene ikke?

I korte træk hvis du skal gøre lige som mig, så skal du:

  1. Kickstarte din motivationen
  2. Byg netværk
  3. Få hjælp til det du vil være bedre til
  4. Bygge din leadfunnel
  5. Begynde at blogge
  6. Lave relationsskabende markedføring
  7. Outsource de kedelige opgaver
  8. Nyde at kunderne komme til dig

Den her lille fortælling fik jeg lyst til at dele med dig, fordi en deltager på et af mine kurser, spurgte om man kunne brande sig selv, selvom man endnu ikke havde startet sin virksomhed. Hell Yearh! Gu’ kan du så!

Overvejer du at starte virksomhed, så kan du ikke give dig selv en bedre gave end at få styr på dit fundament, så i  det øjeblik du slår dørene op, så står folk i kø for at finde ud af hvad du sælger. Tror du at dine kommende kunder er på Facebook? (Et lille hint, der er ca. 3,4 mill. danske profiler på Facebook).

Hvis du kan svare ja til det,
så SKAL Facebook være en af platformene i dit fundament for din business.

Jeg håber min personlige historie har motiveret dig til at rykke tættere på dit mål!

Ps. Mit næste store mål er at få 100% økonomisk frihed!